erindringer MHR
Snedkerens bryllup
- et diamantbryllup i 1955
Avisen skrev:
Da bryllupsgæsten kom, stod brudgommen og arbejdede.
Men Martin Rasmussen, Ø. Allings tømrer, nåede kirken i rette tid, og nu har han og Lone været gift i 60 år.

Efterårsstormen jager grå skyer afsted i ilsom fart, så kun lejlighedsvis får solen lov til at sende et lysende skær ned over Ø. Allings hvide kirketårn. Graverens kone er ved at ringe dagen ud. Hun står og trækker i reblen, der får kolkkerne i tårnet til at svinge, så de malmfyldte toner kan lyde ud over egnen.
Fra sit vindue følger Martin Rasmussen ringningen. Den dont har han selv udført i 20 år. Nu er han 83, og hørelesen er så svag, at han ikke mere kan opfange lyden af klokkerne, men hans kone er flink til at fortælle, når de bliver rørt.
Lørdag den 29. oktober har Martin og Lone Rasmussen været gift i tresindstyve år, det har været år med megen slid, men de to har altid været tilfredse.
Vi sidder i det gamle ægtepars hyggelige stue, hvis vægge er fyldt med fotografier af børn, børnebørn og oldebørn, og talen falder på brylluppet i 1895.

Flere bryllupsgæster med til diamantbrylluppet

-Var De i hvid kjole?
- Nej, sådan en stads kendte vi skam ikke noget til dengang. Jeg var i en pæn, sort og Martin var i jakkesæt. Det er først langt senere, pigerne er be-gyndt at pynte sig sådan.
- Er der nogle af bryllupsgæsterne, som også kommer til diamantbrylluppet?
- Ja der er da et par stykker, bl.a. Chr. Jacobsen fra Moeskjær Mark. Han var en bette knægt dengang, så det er ikke sikkert han kan huske ret meget fra begivenheden. Nu er han 69, jo tiden er skam gået.
Men vi bliver nu ikke så mange til den runde dag, det kan vi ikke holde til. Kun familien kommer tilstede. Da vi holdt guldbryllup, var hele byens befolkning med, og det glædede os meget.
- De har en stor familie.
- Ja vi har haft otte børn, seks lever endnu, deraf tre sønner i Ø. Alling, Ingvor, der er muremester, Peter, der har fortsat min mands forretning, og Carl, som har sin cykelforretning. Vor fjerde søn er bygmester i Canada. Han tog derover i 1924, siden har han været hjemme een gang, men nu er det vort inderlige håb, at han dukker op på højtidsdagen. Da han tog derover, var han for resten landmand, men han fik arbejde hos en entreprenør, var med til at bygge huse og broer, og siden begyndte han så en forretning som bygmester.

Blev selvstændig som 18-årig

- Vi blev gift i Ø. Alling kirke, fortæller fru Rasmussen, og brylluppet blev fejret i mit hjem på Hedegaard ved V. Alling. Der havde vi lært hinanden at kende. Martin kom der som tømrer, og vi blev så enige om, at det skulle være os to. Martin var dengang 22, men han havde på det tidspunkt allerede været selvstændig i fire år, og han havde nok at gøre. Ja, så travlt havde han, at han først lagde værktøjet, umiddelbart inden brylluppet skulle finde sted. Jeg kan huske, at en af bryllupsgæsterne troede, at han havde taget fejl af datoen. Da han kom til Hedegaard spurgte han mig: Er det ikke i dag, du skal giftes? Jo, det vardet da. - Tror du Martin har husket det, sagde gæsten så, for da jeg kom gennem Ø. Alling stod din tilkommende mand og arbejdede.
Men Martin var rask til sit arbejde, så han nåede let at komme i kirke til den fastsatte tid.
- Dengang festede man vel i flere dage?
- Nogle gjorde, men ikke hos os, det havde vi ikke stunder til, for Martin havde jo nok at gøre, men der blev da danset til hen på de små timer. Det skete i storstuen, efter at vi til middagen havde fået suppen og stegen, som også dengang hørte til et “rigtigt” bryllup på landet.

Sønnesøn skal aflægge svendeprøve på højtidsdagen

En af vore sønner kan desværre ikke være sammen med os hele festdagen; det er Ingvor, som har en søn, der også er murer, og han skal den dag aflægge svendeprøve på Mols. Men når han har klaret opgaven, skynder både han og faderen sig tilbage til Ø. Alling.
- Kan De få tiden til at gå?
- det går, jeg læser meget og strikker og sy kan jeg også endnu, men desværre kniber det med Martins øjne. Han går lidt i haven, når det ikke er for koldt i vejret.
- Når holdt Deres mand op med at arbejde?
- I 1943. Da havde vi passet kirken og kirkegården i 20 år. Da vi begyndte, fik min mand 1,25 kr. for at fyre om søndagen. Han stod op klokken tre om natten, og så skulle der lægges i kakkelovnen lige indtil gudstjenesten begyndte.
Under den trådte Martin orgelet, så der var nok at gøre.
Nu er det lettere at være graver, for elektricitet sørger både for varme og orgel, men det er kun godt, de unge har fået det bedre.
Jeg husker nok mine unge dage, da en pige fik 75 kr. om året for strengt arbejde.
- Nogle hævder, det var bedre tider dengang, men dem hører jeg ikke til. Nå, jeg skal nu ikke klage, for jeg havde gode pladser. Og nu stiller vi ikke store fordringer, vi har en rar lejlighed og børnene er flinke til at besøge os, hvad kan man så forlange mere?

Hovedgaden 38, hvor Martin og Lone boede og virkede. HER

Til Erindringer , oversigten

Ovenstående et gammelt avisudklip, hvilken avis vides ikke, men formodentlig en lokal.

Opdateret d. 22.11.2009