70 års erindringer
fortalt af Niels Arne Jørgensen, "Vestergård"
Først i trediverne begynder min skolegang i Vester Alling skole ved lærer Christensen, han havde et stift ben, men var ellers en god lærer; det var 7 års skolegang fordelt på 2 klasser.
Jeg blev konfirmeret i 1942 den 12. april efter en kold isvinter.
Konfirmationsforberedelsen var i den gamle præstegård som lå vinkelret på rejsestalden eller bygningen, som nu er lejet ud (den gamle graverbolig), og det var Martin Krogh, som var præst den gang.
Jeg var 12 år da krigen brød ud den 9. april 1940, de tyske flyvemaskiner kom i stort tal op over landet, men der var ellers ikke nogen større episoder i nærheden af os; og for landet som helhed, så blev modstanden jo også kort.
Vi blandede os ikke med de tyske soldater; men der opstod efterhånden en vis modstand mod tyskerne, som resulterede i frihedskæmper- og sabotagehandlinger. Alt var tys,tys den gang, men vores smed i Fløjstrup var pludselig væk, altså under jorden, og lærer Christensen blev taget og sendt til Frøstruplejren. Men det værste var alligevel Marius Jeppesen fra Vester Alling, som blev taget i Randers og nogle dage senere skudt i Skæring, vist nok den første, som tyskerne skød.
Der blev, i forbindelse med krigen, også knappe tider med varer og især fødemidler. Vi fik rationeringskort; jeg kan nævne sukker, mel, brød og kaffe og det slap helt op til sidst, så vi måtte klare os med noget halvbrændt rug. Cyklerne blev sat på fast gummi efterhånden som dækkene blev slidt op, og så havde vi samtidig grusveje mange steder; men vi manglede trods alt ikke noget, og da slet ikke når det drejede sig om føden.
Det værste var nok bare tanken om hvordan det hele skulle ende, og i 1945 kom enden, tyskerne blev slået den ene gang efter den anden, først i Rusland; men de gav heldigvis op ved den danske grænse før det hele blev smadret her i landet; men forinden var de rundt på plyndringstogt. Der kom seks tyskere ind til min far, de ville have hestekøretøjer og korn og roer; der gik to soldater og pegede på far med geværet, de tog en vogn og noget korn og far kunne hente pengene dagen efter i Vester Alling.
Nå men det fik altsammen ende da vi nåede den 4.-5. maj, det var en stor glæde og befrielse og vi kunne igen selv overtage skoler og forsamlingshuse.
Det blev jo hverdag igen, jeg havde forskellige pladser, den første på Bæksvad ved Jens Nielsen, et godt sted for en konfirmeret dreng. Det var før mekaniseringen kom i gang, så det foregik med heste og håndværktøj. Der kom traktor i årene omkring 1950, men jeg kom ikke op på en traktor før jeg blev selvstændig i 1957. Den 1. november dette år køber og overtager jeg "Vestergård" med besætning, en sortbroget hunkat.
Jeg køber af Niels Thun Madsen, som havde været der i 7 år; før ham en Maarup, som var her i 2 år, og i 1945 var der en Murmann vistnok i flere år.
I 1957 var der mejeri i Øster Alling med Andreas Andersen som bestyrer, vi havde brugs og købmand og smed og bager og mange flere; der er desværre ikke andre end tømmeren og vognmanden tilbage.
I 1961 solgte jeg en byggegrund til mine forældre og de byggede huset på Hovedgaden 52, som jeg så selv overtog ved deres bortgang i 1990.
Foreningslivet blomstrede også i Øster Alling, vi havde vores gode Foredragsforening med lærer Kjær fra Ring som formand og senere Torkild Pedersen; det gik godt i og omkring krigsårene, men det var som om interessen aftog jo længere vi fik krigen på afstand. Så var der jo også Idrætsforeningen, som familien Hornbæk var en stor drivkraft i. Vi havde gymnastik under ledelse af Jens Rasmussen fra Ring og senere Kaj Espensen fra Øster Alling.; jeg mindes også vort berygtede forboldhold med Asgar Jørgensen som målmand, de kunne nok ha' klaret et europamesterskab i dag.
Der blev også startet en lille skakklub, den havde til huse hos bager Kjær, som drev konditori i Øster Alling.
Det blev også mit første møde med fjernsynet; Kjær havde et sådant opstillet i konditoriet.
Noget som også er forhenværende er vores busforbindelse med omverdenen; i min barndom hed han K. Jørgensen(Rute Karl), ham der sørgede for at vi kunne komme til Randers; det var en god tjans dengang, bilen var altid stopfyldt. En dag vi var med, og passagerene stod helt ud på trinbrættet, så stod betjenten og rakte hånden ud i Kristrup; men Karl fortsatte ind på stationen. Men der kom ordensmagten også ind og skældte ud fordi han ikke stoppede i Kristrup. Men Rute Karl var kvik -"vi kunne ikke have flere ombord-" og det måtte han jo erkende, den gode panser.
Benzinen slap også op til bilerne (under og efter krigen) og så fik de en ovn sat bag bagpå og så lavede de selv gas til at køre på. Men alle frie varebiler var klodset op, ivertfald sidst på krigen.
Jeg husker også petroleumslygterne; hjemme har vi altid haft elektricitet, men hos min bedstemor og min farbror gik de rundt med flagermuslygter i staldene, og inde i stuen hang der en stor lampe over stuebordet; det var nok lys, som hvis vi i dag ville bruge en 15 lys pære. Og min farbror havde en petroleumsmotor til at trække tærskeværk og kværn. Jeg tror ikke de fik elektricitet før sidst i 1948-49. Jeg har skrevet om fjernsynets start. Men radioen - jeg var nok 2-3 år dengang; de havde fået sådan en mærkelig kasse med høretelefoner til ovre ved Søren Kristian Sørensen og min ældste broder, der er 4 år ældre end mig, var ikke til at holde hjemme, han sad ovre ved naboen hele tiden med de her høretelefoner på hovedet - .


Tilbage til Vestergård, matr. 10b....Til Erindringer, oversigten

Opdateret d. 23.1.2005