Gamle fortællinger og sagn
fra Jørgen Michaelsens samling
Heksen i Øster Alling
I Øster Alling boede en heks, som kaldtes Mette Marie Groesen.
Når vi skolebørn gik forbi hendes hus, sagde vi: "Der bor heksen" og skyndte os at komme der om ved.
Jeg var fra Ring og gik jo til Øster Alling til skole, men da jeg så blev konfirmeret, kom jeg til at tjene der i byen og var der i 6 år. Det var ved en gårdmand der hed Anders Christensen. Han havde en datter og hun kom hen en 2. pinsedag at skyde tørv ud for den heks, og der kommer hun (heksen) noget i hendes kaffe, som pigen bliver helt forstyrret af. Hun ville gå efter alle karlfolk og have dem til kæreste. Der var særlig en hun løb efter, og ham stjal hun sig ud til en dag, halvt påklædt.
Hendes forældre sørgede over det og ville nu til at søge råd for hende. De rejste så ned til den kloge kone i Vindblæs, og hun lod dem i en balje vand se den kone, som havde forjgort hende. -"Nu kan du godt rejse hjem", sagde hun, "men når den kone kommer i morgen og vil hente mælk, skal du tage noget ild og kyle på hende, så kan hun ikke skade dig mere!"
Den dag de var nede ved den kloge kone, rendte heksen oppe i marken ved sin ko, og kunne ikke være i sine klæder, for hun fik det for varmt, også selv om hun gik der i sin ene særk.
De kom da hjem til pigen, og dagen efter kom konen og forlangte mælk. Pigen stod just og bagte pandekager i køkkenet. Hun tager så en glød og kaster den på hende(konen). Heksen gik hjem og fra den tid kom pigen sig godt; det gik frem med hende hver dag, men det varede alligevel et par år, at hun var dårlig. Nu er hun en agtet gårdmandskone i Øster Alling.
Mette Marie boede i huset i smedens have. Når vi var på vej til skole og nærmede os huset og så heksen, slog vi kors foran os (tegnede et kors i vejens støv)

Et rim om hende:
Her står Mette Mari Groes
midt i en ko-bås,
og kurer en syg ko.
Gør'et it godt gør'et heller it ondt.

Et andet om at bekæmpe Mette Mari's hekseri:
Her står pastor Paars mæ en kæp
og slår Met' Mari Groes.
Gør'et it ondt, så gjør'et heller it godt.

Om en ildebrand
1833 blev der ildebrand i Øster Alling, og det var lige midt om sommeren i den varmeste tid. Vinden var i nordøst, og en stærk blæst var det samme dag. Da ilden opkom i den nordøstre ende af byen, skulle vinden jo drejes til sydvest, for at byen kunne reddes. De var fæstebønder allesammen, og da greven kom til brandstedet, stod folkene og græd, for det var umuligt at redde noget. Så siger greven: "Ti stille, gården er min!" Det forslog jo ikke, de blev ved med at jamre over deres tøj.
Så siger greven: "Er der nogen, som kan vende vinden?" Dertil svaredes, at der var ingen der turde. -"Jeg lover en hest!" råbte greven, "hvem tør så vove sit liv?"
Så var der en af mændene, som sprang på grevens hest, og han red i fuld firspring ni gange rundt omkring de to gårde, som var angrebne, og det var lige alt hvad hesten kunne strække.
Så reddedes byen, for vinden blev sydvest.
Der skal rides i dansende firspring, uden at man må se sig tilbage, for den onde er bagefter, og dersom man ikke kan komme til vej-ende, eller hesten styrter, så knækker den Slemme halsen på manden og tager ham. Det gælder altså en hest eller en sjæl.

Om ellekjællingerne
Norden for Øster Alling var der så mage elletræer i gamle dage, der er nogle endnu, kan jeg tro, og der danser ellekjællingerne hver nat. Der er mange som har været kede af at flytte bæsterne derud om aftenen, for ellekjællingerne kommer altid og vil byde sig til og ligge ved en.
Men så skal en sige til hende: "Vend dig om og lad mig se om du er sådan bag til som du er fortil" Det skal også være det første en siger til hende, for ellers har hun magten, og hun er værst for den, som har en kæreste. Men fik en først sagt det til hende, så må hun vende sig om, og så kan hun ingen skade gøre.
Så var der en karl der tjente i Øster Alling, og han havde nu en kæreste, somboede i en anden by. En aften skulle han ned for at flytte deres heste, og lige som han var færdig, kommer der et grumme pænt kvindfolk hen til ham og siger til ham, at hun skulle hilse ham fra hans kæreste. -"Tak" siger han.
Men så lo hun, og han måtte pænt følge med hende hen under ellene og danse med hende, og det måtte han blive ved med hele natten. Han levede ikke ret længe efter, så meget fik han da ved dansen med ellekvinden.
Om dagen kunne han ikke se dem, men han kunnealligevel ingen steder være for det usynlige tøjeri, for hvor han stod og gik, der slikkede de og kyssede de ham.

Til Erindringer, oversigten

Opdateret d. 10.12.2008